“At undre sig, det hører i høj grad med til at være filosof. Det er netop det, der er begyndelsen til filosofi, og den, der sagde, at Thaumas havde Iris til datter, han har sikkert fået rigtigt fat på det familieforhold.”
Sokrates — i Platons dialog Theaitetos, omkr. 369 f.Kr.
Thaumas
Thaumas er en gådefuld gudeskikkelse i den oldgræske mytologi.
Ifølge Hesiods værk Theogonien er han søn af havguden Pontos og jordgudinden Gaia. Navnet er afledt af ordet thauma, der betyder “(et) under”, og han associeres især med havets mange mirakler. Sammen med Okeanos-datteren Elektra er Thaumas bl.a. fader til et velkendt, underfuldt fænomen i form af den personificerede regnbue, Iris. Og så er parret i øvrigt også ophav til de frygtindgydende harpyer, der er halvt kvinder og halvt fugle.
I Platons dialog Theaitetos peger Sokrates, sådan lidt finurligt, på den sproglige forbindelse mellem guddommens navn og den tilstand, der på græsk hedder thaumazein, dvs. "at undre sig". I det lys kan vi sige, at Mythos (mytologien) og Logos (filosofien) — på forunderlig vis! — krydser hverandre i Thaumas. Dermed er han en oplagt, sindbilledlig illustration af det, der er omdrejningspunktet for mit forehavende, nemlig:
det filosofiske liv i mytologisk perspektiv.
* * *
Scroll ned på siden for yderligere indblik i min forståelse af hhv. eksistens og undren, det filosofiske liv, det mytologiske perspektiv og den eksistentielle odyssé + lidt om min professionelle og uddannelsesmæssige baggrund.
"Philosophy begins in wonder. And, at the end, when philosophic thought has done its best, the wonder remains."
Alfred North Whitehead: Modes of Thought, 1938.
Eksistens & Undren
Når vi til daglig beskriver noget som “underligt”, så mener vi gerne, at der er et eller andet, der ikke stemmer. Der er ikke overensstemmelse mellem det, vi troede var tilfældet, og så det, der rent faktisk viser sig at være tilfældet.
Et eksempel:
Du mener bestemt, at du for fem minutter siden lukkede døren til dit soveværelse. Nu konstaterer du så, at den står vidt åben. Det er underligt. Du undrer dig. Men så bliver du opmærksom på den let gabende altandør i stuen. Du kommer i tanker om noget og tjekker efter: Og ganske rigtigt — vinduet i soveværelset stod også på klem. Sagen er opklaret og dermed afsluttet. Du lukkede rent faktisk døren, men den er i al ubemærkethed gledet op igen pga. gennemtræk. Der er fundet en plausibel forklaring, tilstanden er overstået, og du kan komme videre.
Ved den form for forundring, der er i fokus her på thaumas.dk, skal vi imidlertid forstå noget andet eller i al fald noget mere. Vi kan kalde det “eksistentiel undren”, og det er en tilstand, der netop ikke skal overstås, men som vi med fordel kan øve os i at dvæle ved (hvilket, i mine begreber, er noget ganske andet end at gå i dvale!). For det, den retter sig mod, er noget i egentligste forstand under-ligt, noget, der er “ligt et under”.
Men hvad er så det under, som vi forholder os til i forbindelse med sådanne “thaumatiske” oplevelser? Ja, det er potentielt set alt, hvad der i sin fremtræden for os formår at hensætte os i (eller: alt, hvorved vi formår at lade os hensætte os i) en tilstand af thaumazein. Stort såvel som småt, udvortes såvel som indvortes. Det er denne “træden frem”, som begrebet eksistens henviser til — det latinske existentia kommer således af kombinationen ex + sistere, dvs. “at stå frem”.
Eksistensen er et under. Og vi er en del af det.
"Philosophy, just like life, is a never-ending journey in a terrain that is never fully charted and that must be discovered personally and creatively."
Ran Lahav: Stepping out of Plato's Cave, 2016.
"Hr. Mikkel! visdom fordobler gåderne."
Zacharias til hovedpersonen — i Johannes V. Jensen: Kongens Fald, 1901.
Det filosofiske liv
Philosophia betyder “kærlighed til visdom”.
Det filosofiske liv er dermed et liv levet i kærlighed til og søgen efter visdom.
Hvad visdom så egentlig er, ja, det er straks et vanskeligere spørgsmål at besvare. Men det er noget andet og mere end viden, i al fald sådan som vi til daglig typisk forstår sidstnævnte. Ikke at det at vide noget (eller meget) behøver at være skidt. Langt fra. Men det er heller ikke nødvendigvis godt. I sig selv. For ligesom viden kan facilitere visdom, så kan den undertiden også stille sig i vejen for samme. Min egen livserfaring fortæller mig således, at det er muligt at være f.eks.: viis uden at være synderligt vidende; eller omvendt: overordentligt vidende uden af den grund at være specielt viis, endsige viis overhovedet; og endelig: vidende og viis på én og samme tid.
Med visdom taler vi nemlig ikke om viden, vi har, forstået som noget ydre og afkoblet i forhold til hvem og hvad, vi er. Vi har derimod at gøre med indsigter og forståelser, som vi både forankrer og integrerer os i, og som forankrer og integrerer sig i os. Visdom er en størrelse, som i en eller anden form og i en eller anden udstrækning transformerer os.
En transformationsproces indebærer, at ét forgår, hvorved noget andet opstår. Det betyder, at visdom sjældent er en gratis omgang. Den koster noget. Det kræver selvfølgelig også noget at tilegne sig viden, forstået som lærdom, først og fremmest tid og vedholdenhed. Og så naturligvis afsavn i forhold til alt, hvad man må tilsidesætte undervejs. Men erhvervelsen af visdom kræver nogle mere personlige indsatser — at vi giver noget af os selv.
Det filosofiske liv er et offervilligt liv.
"Men visdommen, hvor finder man den? / Hvor bor indsigten? / Mennesker kender ikke vejen til den, / den findes ikke i de levendes land."
Jobs Bog, 28:12-13.
"Mythos er den henvendelse, der forud og fra grunden angår alt menneskevæsen og lader os tænke på det fremskinnende og væsensværende."
Martin Heidegger: Hvad vil tænkning sige?, 1952.
Mytologisk perspektiv
Udover at være filosofisk så er det filosofiske liv netop et — liv.
Her kommer mytologien på banen. For myter er levende fortællinger, organisk sammenhængende helheder, der udtrykker sig dynamisk gennem ur-symbolske sindbilleder. Myter er endvidere underfulde fortællinger, for de er "fulde af undere". Som sådan er de vidundere, noget, vi kan “undres ved”. Eller sagt på en anden måde: De er thaumaturgiske, “under-frembringende”, hvilket bringer os tilbage til visdommen, transformationen og offervilligheden. For under rimer på vunder, og de to ord har muligvis endog et fælles, etymologisk udspring.
Vund (entalsformen) er et gammelt alias for sår. Og et sår er en åbning i noget, der ellers er lukket. Det vil sige: Hvis vi bliver i den kropslige metafor, så har legemet ganske vist allerede sine porte til omverdenen, herunder øjne, ører, næse og mund. Ja, selv huden, der bl.a. skærmer vore indre organer, er ikke en hermetisk forseglet størrelse. Såret er imidlertid en ekstraordinær åbning, og sådan kan vi også se på vor forundringsparathed. Vil vi åbne os for underet, må vi nemlig opretholde en vis eksistentiel (hvilket ikke er det samme som psykisk) sårbarhed. Og selvom thaumazein kan være en frydefuld foreteelse, så kan den også være det modsatte, ja, nogle gange — skiftevis eller samtidig — sågar begge dele.
Således illustrerer mytologiske fortællinger, igen og igen, hvordan indsigt og udvikling katalyseres gennem f.eks.: forvirrende eller bestyrtende møder med ærefrygtindgydende guddomme og andre enigmatiske entiteter; ofre, herunder lemlæstelse, død og undergang; prøvelser, det være sig i form af kampe med rædselsvækkende og tilsyneladende uovervindelige uhyrer, rejser til uhyggelige og ugæstfrie egne hinsides det ordnede kosmos, osv.
Når vi anlægger og indlever os i et mytologisk perspektiv, bliver vi aktivt deltagende medskabere i det eksistentielle dramas forunderlige begivenheder. Det mytiske symbolsprog er på én gang levendegørende og meningsgivende.
"Alles, was ist, ist auch Symbol."
Oswald Spengler: Der Untergang des Abendlandes, 1918-1922.
Den eksistentielle odyssé
I praksis er det filosofiske liv altid et filosofisk liv, det vil sige: dette filosofiske liv. Dermed er det også altid nogens (og ikke andres) filosofiske liv. Her: mit filosofiske liv. Og som den tyske filosof, Gerd B. Achenbach, stifter af den moderne bevægelse for filosofisk praksis, engang har formuleret det: “Når man kommer til mig, får man med mig at gøre.”
I mit liv hænger filosofien og mytologien uløseligt sammen. Hermed siger jeg ikke, at de er ét og det samme. Men ligesom jeg hverken kan lade mytologien eller filosofien være, så kan de — i min tænkning, erfarer jeg — heller ikke lade hinanden være. På den baggrund oplever jeg personligt det filosofiske liv som noget, der udfolder sig i et spændingsfelt mellem mythos og logos. Vi kunne f.eks. kalde det en eksistentiel odyssé eller en “odinisk” dannelsesrejse, jf. den altid visdomssøgende højgud fra den nordiske mytologi.
Apropos polspænding:
I 1947 noterede forfatteren Martin A. Hansen sig: “Høj Spænding mellem to Poler. Kan kun forløses i Kunst.” Hvis vi ser det at leve som en kunstform, da kan vi forstå det filosofiske liv som en livskunst. Dette afføder et grundlæggende spørgsmål, nemlig: Hvad er det så for et kunstværk, vi ønsker, at vort levede liv skal være? Selv ønsker jeg at kultivere den eksistentielle undren. For jeg vil gerne leve mere helt, mere fuldt, mere viist — for min, for andres, ja, måske ligefrem for livets egen skyld.
I den forbindelse tjener thaumas.dk mindst to formål:
Dels udgør platformen et rum, hvor jeg kan tænke højt — for således at blive i stand til bedre at høre, hvad jeg egentlig tænker. Dels har ethvert individuelt filosofisk liv altid et alment aspekt. Derfor er mit håb også, at du vil støde på noget, der resonerer med dig. Hermed min invitation til at slå følge på færden!
"The unity of a human life is the unity of a narrative quest."
Alasdair MacIntyre: After Virtue, 1981.
"Mythen lader det foregaa udvortes, der er indvortes."
Søren Kierkegaard: Begrebet Angest, 1844.
Om mig
Mit navn er Mads Højmark. Jeg er opvokset i den vestfynske provins og bor i dag på Frederiksberg sammen med min familie. I 2002 indleverede jeg mit kandidatspeciale i filosofi ved SDU, og primo 2003 kunne jeg kalde mig cand.phil.
Det meste af mit efterfølgende arbejdsliv har udspillet sig inden for områder såsom talent-, karriere-, leder- og organisationsudvikling. Tilbagevendende emner er f.eks. motivations- og kompetenceafklaring, branche- og funktionsskifte, stress og mistrivsel, konflikter og samarbejde, transition og forandring m.v. Jeg er efteruddannet inden for bl.a. coaching, proceskonsultation og erhvervstests samt individuelt EMCC-akkrediteret på Senior Practitioner Level (EIA reference nr.: EIA20232526).
Yderligere detaljer om min baggrund finder du på LinkedIn.
Mit professionelle virke handler m.a.o. i vid udstrækning om at hjælpe andre mennesker i deres (arbejds-)liv, og interaktionerne bevæger sig ofte ud i et eksistentielt grænseland. Det sidste er, oplever jeg, blevet stadig mere udtalt over de senere år, hvilket givetvis skyldes kombinationen af en udvikling i hhv. andres behov og mit eget fokus.
Som et led i denne bevægelse meldte jeg mig i 2019 ind i Dansk Selskab for Filosofisk Praksis. Her var jeg fra 2020-2021 suppleant for foreningens bestyrelse, som jeg i 2021 blev valgt ind i. Samme år lancerede jeg også den platform, hvorpå du aktuelt befinder dig.
I 2022 indledte THAUMAS Eksistens & Undren et projektsamarbejde med virksomheden Ztrong. Vi har så vidt udbudt to serier af (hver fire) myto-filosofiske online-events (se mere under fanebladet Praksis). I 2023 sad jeg med i Det Regenerative Råd under Center for Regenerativ Filosofi, blev en del af bevægelsen Philosophical Health International og gæsteforelæste på Anvendt Filosofi ved Aalborg Universitet.
I 2024 er jeg blevet en del af Ztrongs konsulentteam, og derudover har jeg bl.a. undervist i myto-filosofisk praksis på psykoterapeutuddannelsen ved Center for Trivsel & Velvære. Endelig er jeg aktuelt i forløb hos dr. Luis de Miranda, der træner mig i den såkaldte SMILE_PH Method (Sense-Making Interviews Looking at Elements of Philosophical Health), som han har udviklet i forbindelse med sin akademiske forskning ved Turku Institute for Advanced Studies.
"... vi kan kun lytte til sagn og ved ikke noget med vished ..."
Homer: Iliaden, Sang II, vers 486.
