CHAOS, GINNUNGAGAP, TEHOM, TIAMAT: Kært barn har mange navne. I dette debutindlæg vover vi os forsigtigt hen til kanten af det vældige verdensdyb. Dér, hvor alting begynder. Dér, hvor alting ender. For måske et transmytologisk ursymbol kan vække den store forundring, "thaumazein", i hvilken filosofien selv siges at fødes?
Når man skal begynde på noget nyt, så er det oplagt at begynde med en — begyndelse.
Omdrejningspunktet for THAUMAS Eksistens & Undren er det filosofiske liv i mytologisk perspektiv. Derfor er det endvidere nærliggende at begynde mine skriverier med en mytologisk begyndelse. For mytologien kommer, historisk (og måske også "eksistentielt"?) set, før filosofien.
Således bliver altså vort afsæt. Det vil sige: Skal ret være ret, så runder vi i det følgende hele fire mytologiske begyndelser. Eller gør vi?
Læs selv. Døm selv. Alternativt: Undlad at dømme — og forbliv i din undren.
Vølvens spådom og altings udspring
Völuspá, "Vølvens Spådom", er et kvad i den "Ældre" eller "Poetiske Edda" — en af hovedkilderne til det, vi i dag kalder nordisk mytologi. Digtet er overlevet til os via to manuskriptsamlinger, hhv. Codex Regius fra 1200-tallet og Hausbók fra 1300-tallet. Derudover genfortælles og citeres det (selektivt) i den såkaldt "Yngre Edda", også kendt som den "Prosaiske Edda" eller "Snorris Edda" — efter forfatteren, den islandske stormand, Snorri Sturluson (1179-1241 e.Kr.).
I digtets tredje strofe berettes der om tidernes morgen, før verden blev til — her i digteren Thøger Larsens smukke oversættelse:
"Old var årle, medens Ymir bygged, / ej var sand, ej sø, ej svale bølger, / ej var jorden og ej himlen, / Gabet Ginnungi, men græs ikke."
Der var altså hverken grund under vore fødder eller hvælving over vore hoveder — dels fordi det altsammen, på dette "tidspunkt", endnu var uskabt, dels fordi heller ikke vi mennesker var til. Der var kun et urvæsen, Ymir, og så en mystisk størrelse, nemlig "Gabet Ginnungi" — eller helt præcist: gap var ginnunga, som der står i den norrøne originaltekst.
I Snorri Sturlusons fortælling Gylfaginning ("Gylfes Forblændelse") finder vi ordene sammentrukket til Ginnungagap. Men derfor behøver denne form nu ikke at være noget, som han egenhændigt har opdigtet i sit islandske lønkammer. Bl.a. eksisterer der også flere forskellige manuskripter til Adam af Bremens Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum, "De Hamburgske Ærkebiskoppers Bedrifter" (skrevet mellem 1073 og 1076). Og en kommentar i et af disse angiver således Ghimmendegop som navnet på en vældig afgrund. Det ligner da en tanke.
Som kvadets titel afslører, er det en vølve, altså en "spåkvinde", en "sibylle", et "orakel", der taler. Hvem, det er, hun taler til, og hvem, det er, der spørger, røbes allerede i kvadets allerførste strofe — og vi bliver i Thøger Larsens version:
"Hører mig, alle hellige slægter, / øvre og nedre ætter af Heimdal, / du jo, Valfader, vil, jeg skal skildre / folke-fortid, hvad jeg først har set."
De "øvre og nedre ætter af Heimdal" refererer til medlemmerne af menneskesamfundets tre stænder: aristokratiet, de frie folk og trællene. Om indstiftelsen af disse fortælles der i eddakvadet Rigsthula, "Rigs Remse", der har guden Rig i hovedrollen, og ifølge en indledningskommentar skulle denne være identisk med Heimdal. Han er bl.a. kendt som gudernes skildvagt, der skal blæse i det store Gjallarhorn ved udbruddet af Ragnarok, "Magternes (= Gudernes) Skæbne (= Undergang)".
Sagt i forbifarten: Vil du vide mere om RIGSTHULA, så skrev jeg i 2018 en længere artikel med udgangspunkt i netop dette eddakvad. Den søger at bringe indholdet ind i en nutidig kontekst ved at undersøge, hvad det i dag kan sige os i forhold til LEDERSKAB og LIVSMESTRING. Indlægget er publiceret på LinkedIn, og du finder det hér (kræver ej login): "Fugle tyde og flammer tvinge" → 12 legendariske LEDERDYDER ifølge Rigs Remse fra den nordiske mytologi.
Enhver sand tænker er en slags Odin
Hvad angår spørgeren, så titulerer Vølven ham Valfader, "De Faldnes Fader", hvilket er et alias for Odin. Dem har han i øvrigt ganske mange af, og vi kender således i omegnen af de 200 stk.
Gudernes konge er en ekstremt kompleks karakter, og vi skal her nøjes med at hæfte os ved hans bestandige søgen efter indsigt. For det er et træk, der dukker op igen og igen, bl.a. i:
Vafthrudnismál ("Vafthrudners Tale"), hvor han dyster på viden med den alviise jætte, Vafthrudner; Havamál ("Den Højes Tale" eller muligvis "Den Enøjedes Tale"), hvor Odin beretter om dengang, han hang i et ikke navngivet træ, ofret til sig selv, og efter ni døgn omsider fik adgang til runerne; og endelig er der altså Völuspá, som vi citerede fra ovenfor, og hvor der profeteres om en række detaljer i relation til verdens tilblivelse, tilintetgørelse og genfødsel.
Der er i øvrigt mange andre eksempler, men ovenstående må forslå for nu.
Én af dem, der interesserede sig for den odinske visdomssøgen, var skotten Thomas Carlyle. I 1841 udgav han bogen On Heroes, Hero-Worship, and the Heroic in History. Den udgør en kompilation af seks foredrag, alle afholdt i foråret 1840, og det første i rækken er dateret til 5. maj. Det bærer overskriften: Lecture I. The Hero as Divinity. Odin. Paganism: Scandinavian Mythology, og her stilles der skarpt på netop forbindelsen mellem denne mytiske figur og tænkningens begyndelse. Et sted konkluderes det:
"The first man that began to think in this Planet of ours, he was the beginner of all. And then the second man, and the third man;—nay, every true Thinker to this hour is a kind of Odin, teaches men his way of thought, spreads a shadow of his own likeness over sections of the History of the World."
Med andre ord: I den udstrækning, vi rent faktisk tænker, så er vi alle, hver især og hver for sig, en slags Odin. Tanken er her givetvis, at tænkningen på en måde altid må begynde forfra med (og for) ethvert individ. Dette implicerer samtidig, at vi både kan og bør se os selv som begyndere. Og det velsagtens i mere end én forstand af ordet.
Skal vi tro Thomas Carlyle.
Og disse idéer, tænker jeg, vi godt kan gå med på al den stund, at Odin netop var en begynder. For han tælles blandt de tre sønner af jætten Bur, der sammen skabte verden (de to andre hedder Vile og Ve, jf. bl.a. eddakvadet Lokasenna, "Loke-Skænderiet". Som det berettes i Völuspá, strofe 4 — denne gang i oversættelse ved Preben Meulengracht Sørensen og Gro Steinsland (bl.a. fordi Thøger Larsens version lige præcis hér kan være svær at forstå for de fleste):
"Før Burs sønner løftede / landende op, / de som mægtige / Midgård skabte; / sol skinnede sydfra / på salens stene, / da groede på jorden / grønne urter."
Skaberguderne løfter altså landene op, og et nærliggende spørgsmål i den forbindelse kan jo så angå, hvorfra de løfter dem op. Det kan vi få en god idé om ved at springe frem til kvadets sidste del, hvor Ragnarok når sit klimaks. Strofe 59 lyder således — og dermed vender vi atter tilbage til Thøger Larsens gendigtning:
"Solen sortner, synker land i hav, / haster af himlen herlige stjerner, / emmen raser højt ved Aldernærer, / leger højt hede ved himlen selve."
Guddom efter guddom er faldet i kampen mod de angribende og omsider allestedsnærværende kaoskræfter. Himmelhvælvingen ("Aldernærer") forkulles i den store verdensbrand. Solen formørkes, stjernerne styrter fra deres pladser, og jorden forsvinder i det enorme ocean (sígr fold í mar).
Alt er tabt. Alt er væk. Alt er slut. Men så (strofe 61):
"Op ser hun komme anden sinde / jord af vande, vårgrøn atter, / fosser falder, flyver ørn over, / den, som fra fjeldet fiske jager."
Urdybet er ikke alene der, hvor alting begynder. Det er også der, hvor alting ender — og begynder påny. PS: Er jeg den eneste, der får gåsehud og en overvældende oplevelse af lykke, lettelse og livsmod, når jeg læser disse linjer?
Vi bør forresten hér notere os en vis fleksibilitet, hvad angår mytologisk symbolik. For verdensdybet kan tilsyneladende fremtræde som både et ur-gab og et ur-hav. Vølven har jo netop fortalt, at hun ser jorden stige op af vandet "anden sinde" (öðru sinni), dvs. for anden gang.
Selvom strofe tre eksplicit visualiserede dybet som et gab, så var billedet af det som et hav altså også tilstede. Mellem linjerne, så at sige. Det minder os om vigtigheden af uophørligt at forsøge at lægge øren til alt det, der altid ikke siges — og som, just derved, på en måde alligevel siges.
Verdensdybet som transmytologisk ursymbol
Ginnungagap har sine modstykker i en række andre "mytokosmiske" overleveringer.
Vi kan f.eks. nævne den græske skabelsesberetning, sådan som den fortælles af digteren Hesiod i hans Theogonia ("Gudernes Genese"). Værket er komponeret omkr. år 700 f.Kr. og udgør en slags syntese af i forvejen eksisterende, mytiske traditioner. De første 115 vers anpriser guder og anråber muser, hvorefter selve historien begynder. Hermed vers 116-122 — i Lene Andersens oversættelse:
"Chaos er visselig opstået først, men siden derefter / Gaia, bred over bringen, et urokkeligt sæde for alle / evige guder, der bor på den sneklædte top af Olympos, / tågede Tartara dybt i vor jord med de vidstrakte veje, / derefter Eros, skønnest af vækst blandt evige guder, / han, der lemmerne løser og udøver magt over alle, / guders og menneskers sind og hjerternes kløgtige fortsæt."
Altings udgangspunkt var altså Chaos (eller Khaos) hvilket kan gengives på flere måder, herunder: "det store tomrum"; "den store afgrund"; "det store dyb"; eller — og apropos Ginnungagap — "det store gab". Inden for sagkundskaben ser der således ud til at være konsensus om, at ordet bunder i verberne khasko og khaino, der har at gøre med det "at åbne munden", "at gabe" osv.
På vore breddegrader bør vi endvidere alle være bekendte med den gammeltestamentlige version. Jeg citerer her fra den ved kgl. forordning autoriserede 1992-udgave (1. Mos. 1,1-2):
"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. / Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene."
Det, der her oversættes med "tomhed og øde", er det hebraiske tohu wa-bohu, og "urdybet" (i ældre oversættelser bl.a.: "verdensdybet") er ligeledes en gengivelse af ordet tehom.
Som dets pendant i den nordiske mytologi optræder tehom tillige som dér, hvor — eller som det, hvorved — det tilblevne møder sin grænse. Et eksempel på dette finder vi i fortællingen om den altomfattende flodbølge, "syndfloden" (en folkeetymologisk afledning af det middelhøjtyske sintfluot, "uafbrudt oversvømmelse"), jf. bl.a. 1. Mos. 7,11-12:
"I det år, Noa blev 600 år, på den syttende dag i den anden måned, netop på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet, / og regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter."
Tehom er givetvis beslægtet med det akkadiske egennavn, Tiamat, som vi stifter bekendtskab med i det babyloniske gude-epos, Enuma Elish. Det er nedfældet på hele syv lertavler, som blev fundet i 1849 i oldtidsbyen Niniveh, nær Mosul i det nuværende Irak. Digtet anslås at være mellem 3.000 og 4.000 år gammelt og begynder således (Tavle 1, vers 1-9):
"Dengang da foroven himlen ikke var nævnt, / da forneden jorderig ikke var kaldt ved navn, / dengang fandtes kun Apsu, deres urfader, / og skaberen Tiamat, hun som fødte dem alle. / Deres vande blandede sig med hinanden, / men ingen eng var dannet, ingen sivsump opstået. / Dengang da ingen guder var blevet til, / ikke nævnt ved navn, ingen skæbne fastsat, / da skabtes guder i deres indre."
Apsu (visualiseret ved det ferske vand) og Tiamat (visualiseret ved det salte vand) udgør tilsammen den primordiale potentialitet, der her altså fremtræder som dobbeltsidig. Som det fremgik af de to bibelcitater ovenfor, så bruges i Første Mosebog "vandene" (hebraisk: hammayim) som et synonym for urdybet. Völuspá fra det høje Nord opererer, som vi har set, med et lignende billedsprog.
Fra Tiamat til thaumazein — og filosofiens fødsel
Prøv engang at læse indledningerne til de fire, mytologiske tilblivelseshistorier igen. Ja, læs dem gerne flere gange. Og læs dem langsomt.
Der er afgjort en række forskelle mellem dem, hvad angår form såvel som indhold. Og jeg skal ikke være den, der afskriver variationerne som uvæsentlige. Men så er der samtidig alle parallellerne. I forhold til sindbillederne så figurerer f.eks. gabet i to og vandet i hele tre af de overleveringer, som vi har citeret. Eksplicit eller implicit.
Læg også mærke til, at de to fortællinger, der ligger længst fra hinanden i både tid (dvs. historisk) og rum (dvs. geografisk), har en bemærkelsesværdigt ensartet måde at udtrykke sig på.
Jeg taler naturligvis om hhv. Enuma Elish og Völuspá, der kunne se ud til at være enige om, at man muligvis bedst aner "essensen" i den enigmatiske urtilstand ved at indkredse, hvad den ikke er. Dvs.: Der findes ikke himmel og ikke jord, ikke sand og ikke græs, ikke eng og ikke sivsump. Vi hører ganske vist, at der var hhv. Apsu + Tiamat og Ymir + Ginnungagap. Men vi hører netop ikke, hvad de var. Ikke sådan for alvor. Og dét er der, tænker jeg, ganske givet en god grund til.
For resten så tilhører disse to overleveringer endvidere to vidt forskellige sprogområder, nemlig det semitiske (ligesom Det Gamle Testamente) og det indoeuropæiske (ligesom Theogonien).
Der er meget at undres over, ikke sandt? Det mener i al fald undertegnede.
Og just dette — "at undre sig", på græsk: thaumazein — siges som bekendt at konstituere det, vi kunne kalde filosofiens fødselsøjeblik. Idéhistorisk set er det Platon, der først introducerer tanken på skrift. Det sker i dialogen Theaitetos, hvor han lader Sokrates ytre følgende (155D):
"At undre sig, det hører i høj grad med til at være filosof. Det er netop det, der er begyndelsen til filosofi […]"
Idéen lever videre hos Platons elev, Aristoteles, som i sit værk, Metafysik (1. Bog, 982B), siger nogenlunde det samme (her citeret efter Aristoteles 2021, s. 21):
"[…] både nu og dengang begyndte mennesker at filosofere på grund af undren."
Det er imidlertid ikke klart, at den platonisk-sokratiske og den aristoteliske forståelse af — og tilgang til — undringsfænomenet nødvendigvis er helt den samme. Og det er i øvrigt heller ikke klart, at det samlede, platoniske tekstkorpus, i sig selv, frembyder nogen éntydig opfattelse af thaumazein. Men det er et komplekst emne, som vi ikke skal gå mere ind i hér
(Du kan læse mere om thaumazein i f.eks. Hansen 2008 og Rubinstein 2011).
For at vende tilbage til Theaitetos og det forhold, at filosofien begynder med undren:
Dialogen beskæftiger sig med det erkendelsesteoretiske spørgsmål: Hvad er viden egentlig for en størrelse? Og hvordan kan man i det hele taget vide, at man ved noget?
De filosofiske undersøgelser, som diskussionsparterne gennemfører, munder i sidste ende ikke ud i noget endegyldigt svar. Dette synes i øvrigt også at være hele pointen, for det er den kontinuerlige spørgen, der er det væsentlige. Det er spørgsmålet, der åbner "erkendelsens døre", for nu at låne et udtryk fra William Blakes værk, The Marriage of Heaven and Hell (1794). Svaret på spørgsmålet (eller måske snarere vores overbevisning om at have besvaret det) indebærer derimod en betydelig fare for at lukke dem igen — og dermed lukke for os selv.
Det er i Theaitetos, at Sokrates beskriver sin filosofiske praksis som maieutikos, "jordemoderkunst" (149A-151D), det at hjælpe andre med af forløse deres egne "åndsfostre".
Hans samtalemakker gennemgår da også den ene filosofiske fødselsproces efter den anden, men igen og igen ender forsøgene på at besvare det centrale spørgsmål i åndelig abortering. Det er tydeligvis frustrerende, og den unge mand, som dialogen er opkaldt efter, giver da også udtryk for at være blevet lettere "svimmel".
Alligevel har anstrengelserne ikke været forgæves, insisterer Sokrates (210C):
"Hvis du nu prøver at undfange noget en anden gang, Theaitetos, så kan det jo være, at det lykkes, og så bliver det til et bedre åndsfoster takket være den undersøgelse, vi har foretaget nu."
For Theaitetos har nu øvet sig i at tænke. Det betyder bl.a., at han: er blevet mere bevidst om sin egen måde at spørge på; har øget sin indsigt i de uudforskede antagelser, han ikke var klar over, at han allerede havde; i det hele taget er blevet noget mindre hurtig på aftrækkeren i forhold til at konkludere — og dermed har integreret en værdifuld langsomhed i sin tænkning.
Én erkendelse er det dog lykkedes at erobre, nemlig erkendelsen af egen "ikke-viden". Dvs.: At der altid er og vil være mangt og meget, som Theaiteos (og, for den sags skyld, Sokrates) ikke ved. Dét betyder, at landskabet (ligesom verdensdybet!) altid er uendeligt meget større end det landkort, han til enhver tid måtte mene at have skitseret.
Perspektivet er blevet udvidet, og hans "livsverden" har fået mere livsrum.
Dette forhold vil få konsekvenser, der langt overstiger de rent erkendelsesmæssige — ikke bare for hovedpersonen, men også for andre. Som Sokrates, med et glimt i øjet, konstaterer i umiddelbar forlængelse af den ovenstående passus (og personligt kan jeg næppe sige mig fri for at føle mig bare en lille smule truffet):
"Det kan også være, at det ikke bliver til noget, men så vil du være beskeden, fordi du ikke tror, du ved noget, som du faktisk ikke ved; og dét vil gøre dig mindre anstrengende og mere behagelig at være sammen med."
Det frustrerende forundringsforløb og dets eftervirkninger er simpelthen i færd med at transformere den unge mand. Han er ved at blive et andet menneske.
Hvilken slags menneske vil du gerne være?
Det store urdyb og den store undren
Lad os vende tilbage til die Sache selbst: Verdensdybet, det store ukendte.
Prøv engang at ihukomme, hvad der egentlig udspillede sig, mens og umiddelbart efter, at du læste og genlæste de fire, mytiske skabelsesberetninger: Hvad gjorde de ved dig? Hvor meget gjorde de ved dig? Hvordan kom dette til udtryk? Og hvad gjorde du i den forbindelse?
Måske blev du overrasket over sammenfaldene.
Hvis ja: Hvordan oplevede du så denne undren, altså før du begyndte at artikulere dine eventuelle tanker omkring dem? Hvorfor blev du overrasket? Og gav overraskelsen over emnet anledning til overvejelser over beslægtede eller sågar ulige og ganske anderledes anliggender? Hvilke?
Det kan også være, at du allerede kendte flere, ja, eventuelt hver og en af de fire fortællinger. Og hvis dette var tilfældet, hvad skete der så? Forrmåede du — trods dit forkendskab — at fastholde en fundamental forundring og tænke forfra? Hvad medvirkede i så fald til at muliggøre dette?
Eller sprang du i stedet direkte over i en allerede etableret forforståelse?
F.eks. at disse paralleller: afspejler fællesmenneskelige socialdynamikker i forskellige historiske kontekster; reflekterer indre psykologiske processer af subjektiv karakter; vidner om menneskets spæde og lettere ubehjælpelige forsøg på at forklare naturfænomener, før naturvidenskaben omsider fik styr på den slags; eller måske en fjerde, femte eller helt sjette forklaring?
(Om forskellige fagperspektiver på myten og det mytiske se f.eks. Rosenstand 1981).
Hvis ja, så kan du spørge dig selv:
Hvordan ved jeg egentlig dét? Altså: Hvordan ved jeg det? Hvordan ved jeg det? Videre (og velsagtens vigtigere): Hvilken rolle spiller denne forforståelse i mit liv? Er den forbundet med andre forforståelser? Hvor meget fylder den i det hele taget? Fylder den f.eks. så tilpas meget, at den spærrer for andre potentielle erkendelser? Og hvis ja, hvad tænker jeg så om dét? Endelig: Hvor vigtig er den i det hele taget for mig? Og hvorfor?
Min pointe er ikke, at vi aldrig skal have forforståelser. Faktisk er jeg langt fra overbevist om, at dette overhovedet er muligt. Og så kan man med en vis ret spørge, om den forestilling, at vi ikke bør have forforståelser, "fordomme", ikke i sig selv er en fordom (dette var i al fald Hans-Georg Gadamers konklusion — se Gadamer 2007, s. 257).
Min pointe er heller ikke, at en forforståelse partout skal smides overbord, bare fordi vi ikke lige på stående fod kan begrunde den med knivskarpe argumenter. For den kan jo sådan set godt være rigtig alligevel — eller i al fald have noget på sig.
Det er med andre ord muligt, at den er rigtig et stykke ad vejen, er en del af sandheden — uden af den grund at være the whole truth and nothing but the truth.
Og så er der selvfølgelig den mulighed, at den er decideret forkert.
Sagen er den, at hvis vi ikke gør en aktiv indsats for at lokke vore forforståelser ud i dagslyset, så forbliver de ude i periferiens skygger, hengemte og gedulgte. Derfra definerer de vor verden og styrer vort liv. Og de gør det på måder og i et omfang, vi sjældent er klar over og næppe lægger mærke til. Derfor lønner det sig at gøre os bevidste om dem, så godt vi nu kan. For derved giver vi os selv mulighed for at tage stilling til: hvad vi vil give slip på og kassere; hvad vi har brug for at justere; endelig: hvad vi oprigtigt ønsker at beholde.
Lidt længere oppe i teksten lånte jeg udtrykket "erkendelsens døre" fra den engelske digter, William Blake (1757-1827). I sin fulde kontekst bruges det således:
"If the doors of perception were cleansed every thing would appear to man as it is — infinite. / For man has closed himself up, till he sees all things through narrow chinks of his cavern."
Hvorvidt (og i givet fald: hvor langt) det er forundt os mennesker at erfare alting i en sådan evt. uafgrænset "i-sig-selv-væren", potentielt eller i princippet, skal jeg ikke kunne sige.
Men så længe vi er de begrænsede væsener, vi nu engang er nu, så gælder det, at vi vælger til ved at vælge fra og vælger fra ved at vælge til. Det gælder vore handlinger, og det gælder vore antagelser, vort fokus. Også selvom dette ofte — ja, måske endda som oftest? — finder sted uden at være bevidst og villet. Vi fokuserer ved at ignorere, og vi ignorerer for at fokusere.
Heraf følger, at der altid er mere til verden, mere til andre, mere til os selv, mere til det, der endnu ikke er. For det, der eksisterer, altså det, der hvert øjeblik "træder frem" for os, det kunne eksistere for os på uendeligt mange andre måder (eksistens kommer af latin ex + sistere, "at stå frem"). Og det, der træder frem, det træder frem på bekostning af noget andet, der således ikke træder frem.
Der er altid mere at komme efter — og dermed altid mere, der kan komme efter os (jf. tehom og den store vandflod, som vi omtalte ovenfor).
En tilsvarende opfattelse finder vi hos den britiske matematiker og filosof, Alfred North Whitehead. Det var ham, der mente, at Vestens samlede filosofiske tradition måske bedst lader sig beskrive som "fodnoter til Platon". Han stadfæster (Whitehead 1968, Lecture Eight: Nature Alive):
"Philosophy begins in wonder. And, at the end, when philosophic thought has done its best, the wonder remains."
Forstår jeg ham ret, så er udsagnet både deskriptivt og præskriptivt. En sådan læsning flugter i alle tilfælde fint med, hvad Whitehead andetsteds siger (Lecture Three: Understanding). Her vender han sig fra filosofien som sådan til det individuelle liv, vi hver især lever:
"The sort of ideas we attend to, and the sort of ideas which we push into the negligible background, govern our hopes, our fears, our control of behavior. As we think, we live."
Hvordan vil du gerne leve?
Det filosofiske liv i mytologisk perspektiv
Selv vil jeg gerne leve på en måde, hvor jeg så vidt muligt altid har den ene fod plantet i den store undren. Og noget af det, som det mytiske sindbilledsprog formår, er lige akkurat at facilitere denne forundring. I min erfaring.
Mytologiske fortællinger er jo fulde af undere, hvilket allerede Aristoteles bemærkede (kort efter den passus i hans Metafysik, som jeg gengav et stykke tilbage i teksten):
"[…] når man bringes i vildrede og undres, vil man anse sig selv for uvidende; derfor er også myteelskeren på sin vis en visdomselsker, for myten er sammensat af det forunderlige."
OBS: Ovenstående er min egen gengivelse.
Den danske oversættelse fra 2021, som jeg tidligere citerede fra, ser nemlig (uvist af hvilken grund) ud til at vende tingene lidt om, hvad angår det med myteelskeren og visdomselskeren — i al fald sammenholdt med de andre oversættelser, jeg kender til, og sådan som jeg umiddelbart selv læser originalversionen (men her skal du vide, at jeg på ingen måde er specialist i oldgræsk). For disse gengiver alle passagen således, at det er myteelskeren, som på sin egen måde er en visdomselsker — og ikke den anden vej rundt (hvilket er sådan, det stilles op i den danske udgave).
Men for at opsummere Aristoteles' pointe:
Filosofien begynder med undren (thaumazein), og en myteelsker (philomythos) er en visdomselsker (philosophos), fordi mytens indhold er det forunderlige (ek thaumasion).
Myter er vidundere — noget, vi kan "undres ved".
På den baggrund oplever jeg personligt, at mytologien og filosofien, mythos og logos, kan indgå i en frugtbar vekselvirkning med hinanden.
Ét af de allerstørste undere er velsagtens det ursymbol, hvorom vi har kredset i dette debutindlæg. I min optik er i sig selv thaumaturgisk, "underfrembringende".
For husker jeg at lægge øret til den "eksistentielle underlægningsmusik", så lader verdensdybet mig aldrig være. Stedse fornemmer jeg da dets lavfrekvente rumlen, et sted dernede under alle verdens og hverdagens velkendtheder. Som en evigt "ubekendt variabel" i livets store ligning skærmer det mig mod at tage for meget for givet. Det fastholder og forpligter mig på det forhold, at bag og i det (i daglidags forstand) almindelige ligger altid det (i bogstavelig forstand) underlige.
Urdybet stemmer mit sind.
Det evner på én gang at bringe min tale til tavshed og min ånd i oprør. Det fylder mig med skræk, og det fylder mig med mod. Det fylder mig med savn, og det fylder mig med fryd. For dets "ikke-værende nærvær" af "ikke-mere-væren" og "endnu-ikke-væren" er lige dele begyndelsen og enden på alting, sådan som jeg kender det. Herunder mig selv. Måske det også virker for dig?
Det var mine ord. Om mine tanker.
Nu er det din tur til at tænke videre, ja, til at tænke forfra, fra grunden, fra bunden, fra urdybet — og på din egen måde: over dig selv, over os andre, over vor verden, osv. Kort sagt: Det er din tur til at blive en medskaber af din tænkning — og dermed af dit liv. Det er din tur til at begynde.
Enhver sand tænker er en slags Odin.
Litteratur og kilder
Aristoteles: Metafysik, på dansk ved Michael Vernersen og med efterskrift af Thomas Schwarz Wentzer, Forlaget Klim, 1. udgave, 1. oplag, Aarhus 2021.
Bibelen — den hellige skrifts kanoniske Bøger, autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, Det Danske Bibelselskab, København 1992.
Blake, William: The Complete Poems, Longman Annotated English Poets, ed. W.H. Stevenson, 2nd edition, 3rd Impression, New York 1994.
Carlyle, Thomas: On Heroes, Hero-Worship, and the Heroic in History, The Norman and Charlotte Strouse Editions of the Writings of Thomas Carlyle, University of California Press, 1993.
Gadamer, Hans-Georg: Sandhed og metode — grundtræk af en filosofisk hermeneutik, oversat og m. indledning af Arne Jørgensen, 2. udgave, 1. oplag, Academica, Århus 2007.
Gilgamesh — Enuma Elish. Guder og mennesker i oldtidens Babylon, oversættelse v. Ulla Susanne Koch & Aage Westenholz, Forlaget Univers, 1. oplag, Højbjerg 2015.
Hansen, Finn Thorbjørn: At stå i det åbne — dannelse gennem filosofisk undren og nærvær, Hans Reitzels Forlag, 1. udgave, 3. oplag, 2008.
Hesiod: Theogonien. Værker og Dage. Skjoldet, oversat af Lene Andersen, Klassikerforeningens Kildehæfter, 2. udgave, Aarhus 1999.
Jonsson, Erik: Oldnordisk ordbog, Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab, Kbh., 1863.
Nordens Gudekvad — Edda-Myterne 1, oversat af Thøger Larsen (oprindelig publiceret i 1926), 3. udgave, 1. oplag, SphinX Forlag, København 1995.
Orchard, Andy: Dictionary of Norse Myth and Legend, Cassell, 2. udgave, 1998; indeholder en liste over Odins kendte tilnavne.
Platon: Samlede Værker i ny oversættelse; udgivet af Jørgen Mejer og Chrisian Gorm Tortzen, Gyldendal, 1. udgave, 3. oplag, 2013; dialogen Theaitetos forefindes i seriens bd. 1.
Rosenstand, Nina: Mytebegrebet, Gads Filosofi-Serie, København 1981.
Rubinstein, Mary-Jane: Strange Wonder — The Closure of Metaphysics and the Opening of Awe, Columbia University Press 2011 (1. udgave: 2008).
Vølvens Spådom, oversat af Preben Meulengracht Sørensen & Gro Steinsland, Høst & Søn 2001. Denne udgivelse udgør en fyldig kommentar til Völuspá og indeholder, udover en oversættelse, også originalteksten på norrønt.
Whitehead, Alfred North: Modes of Thought, The Free Press, New York 1968 (en kompilation af forelæsninger afholdt ved Wellesley College + The University of Chicago; 1. udgave: 1938).